De tre værker, der har inspireret til malerierne, der er gengivet på plakaterne er:
- Jeg giver det ukrainske brød til alle mennesker i verden. 1982.
- Trussel om krig. 1986.
- En due har spredt sine vinger og beder om fred i verden. 1982.
Læs mere om Prymatjenko i Jens Mallings artikel “Tudserytterens terror“, der blev bragt i Weekendavisen 11. august 2017. Jens Malling er min nevø og det er hans ukrainske kone Dascha, der har ansvar for den ukrainske og russiske tekst på plakaterne. Du vil måske opleve, at Maria Prymatjenkos navn skrives på mange forskellige måder, men Daschas måde at skrive hendes navn på med latinske bogstaver, er den, der er brugt her på siden.
Du kan neden for se et citat fra Jonathan Jones artikel “Kannibalisme og folkemord: Rædselssynerne, der inspirerede Ukraines mest elskede kunstner” information 8. april 2022.
Marija Prymatjenko malede ’naivistiske’ scener af livet på landet i Ukraine – men ser man efter, er der undertoner af den terror og gru, Stalin nedkaldte over hendes land. Nu står hendes kunst igen som nationalsymbol på kunst som modstandsstrategi.
Marija Prymatjenko blev af sovjetsystemet set som ’bondekunstner’. Det var hendes held. For en ’intellektuel’, der havde frembragt værker som hendes, kunne have problemer.
Ved verdensudstillingen i Paris i 1937 var to kolossale pavilloner rejst lige over for hinanden. Den ene repræsenterede Hitlers Tyskland og var kronet med den nazistiske rigsørn. Den anden var opstillet af Stalins Sovjetunionen og havde øverst en statue af en arbejder og en bonde, der forenet holdt en hammer og et segl hævet mod himlen. Det var en stærk symbolsk konfrontation på et tidspunkt, hvor højre- og venstrekræfter sloges på livet løs i borgerkrigens Spanien.
Men et eller andet sted inde i den sovjetiske pavillon – i mængderne af værker fra den socialistiske realisme – var der også udstillet tegninger af fabeldyr og blomster, som var fyldt med rå folkloristisk magi. Og som undsagde diktatorernes tidsalder ved at eksponere fantasiens triumf over terror og massedød. Disse sublime kreationer var en ukrainsk kunstners værk: Marija Prymatjenko, som nu igen er kommet til at stå som et symbol på overlevelse midt under en diktators krig.
Se 119 af hendes værker på wikiart og læs hendes liv og kunst på wikipedia–
For god ordens skyld spurgte jeg på den ukrainske ambassade om der var i orden at bruge Prymatjenkos værker i mine malerier. Det fik jeg ja til. Tak for det.